Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. De Vigny’s Poesier og Hugos østerlandske Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svovlstrømme, Ildregn styrter ned, til Agat og Porfyr
og Afguder og Marmorkjæmper smelter som Vox,
og Flammerne blænde og omspænde og opbrænde
alt Levende i Huse og paa Gader. Da sees
henad Morgen den gamle Babelruin strække sit
Hoved op over Bjergryggen for at nyde Slutningen
af Skuespillet. Den kjender det, den har engang
faaet Kjærligheden, der tugter, at føle.
Dette er, som sagt, ingen Mol-Poesi og
Beskyldningen for Kulde fattedes ikke, saa
meningsløs den end var; men det er seet, det er malt
med en Pensel som hin Gran, Heine vilde rive fra
Norges Klipper og dyppe i Ætnakraterets Luebølger
for at skrive sin Elskedes Navn paa Himlen.
Disse «Orientalere» bleve Prototypen for den
romantiske Lyrik. Digteren vovede her at gribe
det Smerteligste, ja det Hæslige, det Forfærdelige
(το δενον som Grækerne sagde) og optage det i
sin Lyrik i Tillid til at hans digteriske Kraft vel
skulde formaae at gjennemtrænge det Alt med
Poesi og faae alle disse Skygger til at staae
gjennemsigtige og lade alle disse mørke Punkter
gaae op i et poetisk Lyshav. Han har engang
skrevet et Digt om Jordkloden, der kan anvendes
paa denne hans Lyrik; han skildrer den magre,
stenede, karrige Jordbund, som kun modstræbende
giver Menneskeslægten Brød; her glødende Ørkner,
hist oppe Polar-Is; Byer, som Barmhjertighed,
Fred, Tillid hændervridende have forladt; Døden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
