Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jættekraft arbeidende Bygmester, og den grove,
hamrende, murende Kyklop naaede tilsidst med sin
Bygning fuldt saa høit som Datidens to store
lyriske Genier, Victor Hugo og George Sand
hævede sig paa deres Vinger.
Ævnerig som han var har han aldrig tvivlet
paa sin Begavelse. En Selvtillid, der svarede til
Talentet og der kunde ytre sig som en Slags
naivt Praleri, men aldrig som smaalig
Forfængelighed, bar ham de første Aar igjennem alle
Anstrengelser, og i Modløshedens Øieblikke, der ikke
fattes i noget Kunstnerliv, blev han, som hans
Breve lade ane, trøstet og styrket af trofast,
hemmelig Kjærlighed. En Kvinde, hvis Navn
han aldrig nævnede for sine Venner, om hvem
han kun taler med Ærefrygt som om «en Engel»,
«en sædelig Sol», og som var ham «mere end en
Moder, mere end en Veninde, mere end en
Skabning kan være den anden», holdt ham ved Raad
og Daad, ved opofrende Hengivenhed opreist i alle
hans Ungdomslivs Storme. Han har, seer man,
allerede lært hende at kjende 1822, og tolv Aar
igjennem (hun døer 1837) har hun forstaaet nu og da «at
rane Selskabslivet, Familien, Pligterne, alle
Pariserlivets hæmmende Forhold», to Timer for, uden at
nogen anede det, at tilbringe dem sammen med ham. [1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
