Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Galeislave Vautrin siger til ham: »Man maa
enten bryde sig Vei gjennem Menneskesværmen
som en Kanonkugle eller snige sig ind i den som en
Pest. Retskaffenhed er til ingen Nytte. Sværmen
bøier sig under Geniets Magt; man hader det,
man forsøger at bagvadske det, fordi det tager
uden at dele; men man bøier sig, naar det holder
ud. Med ét Ord, man tilbeder det paa Knæ,
naar det ikke lykkes at begrave det i Skarn
..... Jeg vædder paa, at De i Paris ikke
kan gaa to Skridt uden at støde paa rent
djævelske Kneb ..... Derfor er den retskafne
Mand den almindelige Fjende. Men hvem, troer
De, er den retskafne Mand? I Paris er det den,
som tier og vægrer sig ved at dele».
Rastignac er hin Tids typiske unge
Franskmand; han er velbegavet, men aldeles ikke
ualmindelig og har ingen anden Idealisme end den,
der beroer paa hans Tyveaars-Uerfarenhed. Greben
og rystet ved alt det, han daglig seer og oplever,
begynder han at tragte efter Lykkens Goder med
stedse ringere Samvittighedsfuldhed, stedse heftigere
Attraa. Hvor værgede han for sig, da Vautrin
første Gang forelagde ham det bekjendte gamle
Spørgsmaal, om han, hvis den blotte Villies-Akt
var nok dertil, vilde slaae en ham ubekjendt
Mandarin i China ihjel, naar han derved kunde
opnaae den Million, han ønsker sig! og hvor snart
derefter ligger ikke «Mandarinen» rallende i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
