Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rer Beyle’s Helt, «hvis jeg isteclenfor at være et
Støvgran havde nogen Magt, saa vilde jeg
lade tre Mennesker hænge for at frelse
fire Menneskers Liv.« (Rouge et Noir I 105,
II 45.)
Det er tydeligt nok, at for Beyle bestod til
Syvende og Sidst Lykken i Klarhed. Det Maal,
han bestandig efterstræbte var i sidste Instans,
Klarhed over sine indre Tilstande og en klar
Indsigt i Menneskesjælens Mechanisme. Han mente,
at Medgang, lykkelig Kjærlighed, Lykke
overhovedet klarer Forstanden og skjærper
Dømmekraften, ligesom han omvendt var overbevist om
at Intet bidrog saa meget til at gjøre et Menneske
ulykkeligt som Mangelen paa Klarhed. I et Brev
fra Moskwa 1812 skriver han liøist betegnende til
en Yen: «Den Lykke, du nu har, maa med
Nødvendighed lede dig tilbage til den rene Bélismes
[o: til de strengt Beyle’ske] Principer. Jeg læste
for otte Dage siden Rousseau’s «Bekjendelser«.
Det er udelukkende af Mangel paa to eller tre
Beyle’ske Principer, at han har været saa
ulykkelig. Denne Mani at see Pligter og Dyder
overalt har gjort hans Stil pedantisk, hans Liv
ulykkeligt. Han omgaaes tre Uger i Træk
venskabeligt med et Menneske: Krak, Venskabets
Pligter o. s. v. Dette Menneske tænker to Aar
efter ikke mere paa ham; han søger og finder en
melancholsk Forklaring deraf. Bélismen vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
