Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skildrer Hykleriet som den hele Datiden beherskende
Magt, hvilken det for Enhver, der vil fremad,
var ubetinget nødvendigt at hylde, og han stræber
at hæve sig til en moderne Macchiavelli’s Høide,
idet han ikke sjeldent applauderer sine
Hovedpersoner, naar deres Forsøg paa
uigjennemtrænge-ligt Hykleri lykkes for dem, og idet han omvendt
misbilliger dem, naar de lade sig overrumple eller
henrive og uforvarende vise sig som de ere.
Noget Tvungent og Pinligt er uadskilleligt fra
denne ironiske Fortællemaade. *)
*) F. Ex. „Julien svarede meget godt paa disse
Indvendinger; det vil T?ige, hvad selve Ordlyden angik; men
Tonen, hvori han talte, og hans Øines slet skjulte
Livfuldhed gjorde Hr. Chélan urolig. Dog maa man ikke
tænke altfor ringe om Julien; han fandt nøiagtigt de
Udtryk, som en Hykler, der gik paa Fløielspoter, vilde
betjene sig af. Det var allerede ikke daarligt i hans Alder.
Hvad Tone og Haandbevægelser angik, saa havde han jo
levet med Bønder, havde aldrig kunnet studere de store
Mønstre; men neppe var det ham senere i Livet forundt
at nærme sig disse Herrer, før han blev beundringsværdig
saavel med Hensyn til Haandbevægelser som til det, han
sagde.“ Et andet Sted skammer Julian, der spiser til
Middag hos en brutal Fængselsdirektør, sig over det
Selskab, hvori han er, siger sig, at han maaske nok kan
op-naae en lignende Samfundsstilling, men kun ved at begaae
Gemenheder som dem, de Nærværende have vænnet sig
til: O Napoleon! tænker han, hvor var det sødt, i din
Tid at gjøre sin Lykke ved at udsætte sit Liv i et Slag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
