Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lighed til at almindeliggjøre næsten forstyrrende.
Altfor hyppigt forklarer han Læseren: «Saadan
og saadan bar hun sig ad, fordi hun var en
Ita-lienerinde; en Pariserinde vilde naturligvis have
handlet ganske anderledes». Hos Mérimée findes
aldrig Glimt af noget Lignende. Ingen Reflexioner
eller Digressioner, streng Nøiagtighed og Fasthed
i Fremstillingen af det Factiske; ud over dette
Intet. Har han valgt sig sit Curiosum —
hyppigst en Levning af primitive Sæders Vildhed,
som har tiltrukket ham i Nutiden som en gammel
Medaille tiltrækker Kjenderens Øie blandt moderne
Skillemynt eller som en gammel Bygning tiltrækker
den Reisende midt i en moderne By — saa
gjælder det for ham kun om at lade det paa saa
fremspringende Maade som muligt hæve sig ud
fra vore Dages almindelige Fladbeds- og
Flauheds-Niveau; han nedbryder alt Biværk, der kunde
hindre den mærkværdige Levning fra Fortiden i
at gjøre den fulde Virkning; men at henføre den
til det Almenbegreb, politisk, socialt eller
religiøst, af hvilket den bærer Spor eller hvoraf den
er et Tilfælde, det falder ham ikke ind.
Totaloverblikket passer ikke for ham; Fugleperspectivet
overlader han til Andre. Han opsøger sig et
Unicum i Virkelighedens Verden, aftegner det og
indpuster det under Gjenfrembringelsen noget af
sit eget Liv; men han holder Tilfældet rent som
Unicum. Og som han i sin Fremstilling er streng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
