Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Hvor jeg er lykkelig! sagde han hvert
Øieblik til sig selv. Endelig har jeg truffet det
Hjerte, som forstaaer mit .... Ja, det er mit
Ideal, som jeg har fundet; jeg har paa een Gang
en Ven og en Elskerinde .... Hvilken Gharakter!
. . . . hvilken lidenskabelig Aand! Nei, hun har
aldrig elsket nogen Anden end mig ... .s Og
da Forfængeligheden blander sig ind i Alt paa
denne Jord, udbrød han snart: «Det er den
smukkeste Kvinde i Paris,» og hans
Indbildningskraft udmalede ham al hendes Ynde.»
Saaledes vedbliver Skildringen endnu nogen
Tid, indtil Mérimée afbryder sig selv med den
lille Bemærkning: «En lykkelig Elsker er næsten
ligesaa kjedelig som en ulykkelig Elsker.» Da
endelig det skjønue Forhold mellem de To har
naaet sin høieste og rigeste Fylde, da Saint-Clairs
saa flygtige, men saa skjæbnesvangre Skinsyge
paa hans Elskedes Fortid har opløst sig i et
Intet, en Misforstaaelse, og vi have været Vidne
til en Elskovsscene, som ikke den blødeste eller
mest indsmigrende Digter kunde male med større
Inderlighed, en Scene, i hvilken Angerens Taarer
blande sig med Kys og Smil, hvorledes erfare vi
saa sex Linier nedenfor, at Alt i samme Nu er
forbi og Saint-Clair Morgenen derpaa falden i
Duellen? Vi erfare det, som Sligt erfares i
Livet:
«Nu,» sagde Koquantin til Oberst Beaujeu,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
