Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
riske Maal; henimod Slutningen, hvor Arséne’s
Død bliver skildret, bliver det dog Hjertet tilladt
at tale uforstyrret, og dets simple Sprog meddeler
den døende Grisette en Ynde, der neppe er ringere
end den, som i Døden forklarer Musset*s Bernerette.
Saa til allersidst træder den kunstneriske Ironi
paany ind i sine Rettigheder. Thi denne Linie:
«Stakkels Årsene, hun beder for os», fint
skrevet med Blyant af en kvindelig Haand paa
Arséne’s Gravsten, lærer os i al sin Korthed, at den
strenge Dame bukkede under for den samme Fristelse
som det udannede Barn, og at da Årsene var død
som en Heltinde, arvede hendes Beskytterinde hendes
Elsker. Og dog er Ordet Ironi her næsten for
grovt. Man savner Ord til at betegne disse
Afskygninger. Hin svagtironiske, med Blyant skrevne
Linie indeholder i sine sex Ord en Mérimée’sk, det
vil sige lakonisk, Toleranceprædiken.
D’Haussonville har meddelt en Ytring af
Mérimée til Emile Augier om hans lille 1869 for
Keiserinden skrevne Novelle «La chambre bleue»,
der viser, hvorledes hin Fortællemethode, som fra
først af sprang ubevidst frem af hans Naturel,
tilsidst blev bevidst Manér. Mérimée sagde:
«Historien har en stor Feil, som beroer derpaa,
at jeg først havde isinde at give den en tragisk
Slutning og naturligvis altsaa begyndte at
fortælle i en spøgende Tone. Saa forandrede jeg
min Idee og sluttede med en spøgende Opløsning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
