Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Mérimée og Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fik en Skole, og jeg for min Del hører ikke til
dem, der beklage, at en rigere og sandseligere
Stil liar fortrængt lians eller at de nyere franske
Forfattere ikke blot ville skrive Sætningen klar
og correct, men om muligt meddele den en Melodi,
en Farve, en Duft. Den Sprogbeliandling, der
strækker sig fra Gautier over Flaubert og Brødrene
Goncourt til Zola og Daudet, har imidlertid ogsaa
sin betænkelige Side, og den descriptive Stils mest
opsigtvækkende Repræsentant i vore Dage har
ikke manglet Øie derfor. Jeg finder i en af
. Zola’s Feuilletoner følgende Betragtning:
< Det Værste er, at det er blevet min
Overbevisning, at vor Tidsalders Jargon, den Del af
Stilen, der tilhører Moden og maa blive forældet,
vil gjælde for en af det franske Sprogs mest
uhyrlige Stilarter. Det lader sig næsten med
mathematisk Sikkerhed forudsige. Hvad der især
let forældes, det er Billedet. Saalænge det er
nyt, henriver og begeistrer det; naar det saa er
blevet anvendt to eller tre Slægtled igjennem,
bliver det en Trivialitet, tilsidst en Skamplet.
Man se Yoltaire med hans tørre Sprog, hans
kraftige Sætning uden Adjectiver, der fortæller og
ikke maler: han forbliver evig ung. Man se
Rousseau, der er vor Stamfader, med hans Billeder,
hans lidenskabelige Rhetorik: han har skrevet
utaalelige Sider........ Der forestaaer os altsaa
en smuk Skjæbne, os, der endnu have overbudt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
