Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXI. Sainte-Beuve og den moderne Kritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ved lians Død: «Jeg veed ikke hvad Tiden vil
bevare af den Litteratur, hvoraf vi nu ere stolte.
Nogle Vers af Lamartine og Victor Hugo, nogle
Romaner af Balzac? Men saa meget er vist, at
det vil være umuligt at skrive Historien uden at
opsøge Sainte-Beuve og gjennemlæse ham fra
Ende til anden.»
Sainte-Beuve har havt to Manerer. Han var
i sin Ungdom især ved Studiet af det sextende
Aarhundrede, fra hvilket han som de andre
Romantikere optog adskillige Ord, kommet i Vane
med at veie og vrage, forfine og soignere det
sproglige Udtryk saa stærkt, at han udsatte sig
for berettiget Kritik, om end ikke for en saa
voldsom og liaanlig, som den, hvormed Balzac,
der var ægget ved nogle spydige Artikler, i sin
Tid overfaldt ham. Denne Overforfinelse af
Stilen tabte sig imidlertid, da Sainte-Beuve blev
Journalist. Som Littré sagde: «han kunde, da han
havde bundet sig til at levere en Feuilleton om
Ugen, ikke mere faae Tid til at fordærve sine
Artikler». Det er ikke let at charakterisere denne
som Staalet paa eeugang smidige og skarpe Stil.
Den er for det Første i ingen Henseende
paafaldende. En i Fransk ikke synderlig forfaren
Læser vil aldeles ikke opdage, at der her er Noget,
man kunde kalde Stil. Sætningerne følge paa
hinanden urhytmisk, uden at samles i Grupper,
nonchalant, som Zouaverne marchere. Aldrig en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
