Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det mig forbudt at udtale». — Hans Elskede
minder ham om Samfundets Fordringer, «Lad det
være Love eller Fordomme, de ere nu engang
saaledes». — «Hvorfor», svarer han. «skulde jeg
underkaste mig dem! Hvem har skaanet mig for
en Ulykke, hvem kan rose sig af at have vist
mig en Tjeneste! Jeg har kun modtaget Uret,
og jeg skylder kun Had: Man har indbrændt min
stakkels Moders Skam paa min Pande».
Adéle elsker Antony, men vil flye ham. I
sin Lidenskab overrumplet’ han hende paa en
Reise og bemægtiget1 sig hende med Vold i et
Værtshus, hvor hun opholder sig. Selv efter
denne uværdige Handling vedbliver hun at elske
ham. Vi gjenfinde Parret i Paris. Dets Eventyr
er blevet bekjendt. Vi hore hykkelske Damer,
der forene hemmelig Kjærlighed til det Forbudne
med ulastelig Iagttagen af Skinnet, sønderslide
Adéles Rygte. Deres Angreb besvares fra de
gode Personers Side med harmfulde Udgydelser
mod Samfundet og dets Hykleri. Men Dramet
nærmer sig sin Afslutning: Ægtemanden, Oberst
d’Herve}’ vender tilbage fra en Reise; Antony
opfordrer forgjæves Adéle til at flygte med sig;
allerede hores i Forstuen den fornærmede
Ægteherres Skridt, da Fiskeren drager sin romantiske
Dolk og støder Adéle den i Hjertet, idet han for
at redde hendes Ære tilraaber den Indtrædende:
«Hun har afvist mig, og jeg har myrdet hende».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
