Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udfordres en dyb Grundvold af Fornuft og
Sindsligevægt, i Mangel deraf idetmindste en
Grundvold af sund Forstand og sikker Smag.
Den fattedes Hugo, og uvilkaarligt udviklede,
alt som Aarene gik, hans Mangler som
Dramatiker sig stedse mere. Det gik ham som saa mange
andre Kunstnere. Hvad der fra først af var Stil
hos ham, blev efterhaandeu Manér. Han var
snart paa Veie til ligesom kun at blive sin egen
bedste Elev, og han endte som Theaterdigter med
at levere Parodien paa sig selv — den eneste
kraftige og farlige Parodi, som existerer.
Han havde altid manglet Sands for det
Komiske og altid været tilbøielig til at tage det
Kolossale for detOphøiede. Han hengav sig i en
Grad, som aldrig før, til denne sidste
Tilbøielig-hed, da han skrev «Les Burgraves». Blot ved
at læse Personlisten smiler man: Job, Borggreve
paa Heppenheff, 100 Aar gammel. Magnus, Søn
af Job, 80 Aar gammet. Hatto, Søn af Magnus,
60 Aar gammel. Gorlois, S011 af Hatto, 30 Aar
gammel. Jeg husker en samtidig
Pariser-Karikatur af Borggreverne, paa hvilken man seer dem
fra Oldefaderen til Sønnesønssønnen fremstillede i
Geled med jævnt aftagende Høide og med jævnt
aftagende Skjæg.
Den hundredaarige er den rørigste af dem
alle; han repræsenterer den gode, gamle Tid. Xaar
han taler til sin firsindstyveaarige Søn siger han:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
