Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, de Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af dens Digtere havde trukket for store Yexler
paa den.
En Reaction var uundgaaelig, og den
indfandt sig endnu samme Aar. Den fik sin Digter
og den fik sin Muse.
En ung, ubekjendt, grundskikkelig Mand,
ikke udrustet med stærk Fantasi, men med
Sjæleadel, Alvor, Finhed og Smag, reiste fra den
Provindsby, hvor han var bleven opdragen, til
Paris med et Manuscript i Lommen. Hans Navn
var Frangois Ponsard, Manuscriptets Navn var
«Lucréce». Det var en Tragedie, hvis Æmne
var taget fra Oldtidens Historie; det var det
gamle Sagn om Lucretias Kydskhed og Død.
Stilen var ædru og streng; den mindede om
Racine’s. Man var træt af Romantikens Diction.
Naar Hugo skrev «Tonerne rislede fra Orgelet
som Vandet fra en Sump» eller «Taffelets Dug
var den blege Kummers Liglagen» eller «Den
gamle Kvinde gik med bøiet og langsom Ryg»,
saa havde mangen en stille Borgermand allerede
længe rystet paa sit Hoved. Men der var nu
engang ingen jævnbyrdig Rival paa Pladsen. Her
indfandt sig en. Ved første Blik syntes hans
Stykke en ligefrem Fortsættelse af den gamle
klassiske Tragoedie. I sin Hede agtede man ikke
paa, hvor modernt dette antike Stof var behandlet,
hvor meget Ponsard havde lært af Romantikerne,
hvor stærkt hans Drama var i Grjæld til Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
