Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIII. Den socialpolitiske Ideebevægelse og Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lighed og Beundring, selv naar de fleste af deres
Frembringelser ere gaaede i Glemme.
Den romantiske Skole har indbefattet Aander
og Værker af begge Arter. Den har Forfattere
som Balzac, Mérimée og Gautier, der bevarede
en naturlig eller kunstig Ufølsomhed for
Tidsalderens sociale og politiske Stræben, og den har
Digtere, som rørtes og grebes stærkt af
Forsøgene paa at forme og organisere deres
Fædrelands og hele Menneskehedens Fremtid. Poesien
har jo to Grundformer. Den har enten Charakter
af en paa psychologisk Granskning hvilende
Fremstilling — i denne Skikkelse nærmer den sig
Videnskaben — eller den har Præget af en
Forkyndelse, en begeistret Henvendelse — og i denne
Skikkelse nærmer den sig Religionen. Der fandtes
i Slægten af 1830 en hel Gruppe af Aander, som
opfattede den paa den sidstnævnte Maade. Man
har gjort dem Uret, naar man har villet
nedsætte deres Frembringelser med Navnet
Tendenspoesi. Thi hvad man lier har fordømt som
Tendens, er ikke andet end Aarlmndredets Aand, dets
Ideer, og disse Ideer ere i Længden al sand
Poesis Livsblod. Hvad man i Poesiens egen
Interesse maa fordre er kun at Aarerne, i hvilke
dette Livsblod ruller, og som gjerne maa sees
blaanende under Huden, ikke fremtræde spændte
og sorte som paa en Forbitret eller S}7g.
I den franske Romantisme bryde reforma-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
