Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXV. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sainte-Beuve endelig i Retningen af naturalistisk Kritik.
Paa alle disse Omraader har Slægten fra 1830
ydet Uforgjængeligt. Den kan da ogsaa uden
Overdrivelse siges at være den største litterære
Skole, vort Aarliundrede har seet.
I dette Øieblik ere dens Mænd og Kvinder
forsvundne fra Jordens Overflade. Mange døde
tidligt, og i Tidsrummet 1869—76 alene mistede
Slægten af sine berømteste endnu levende
Repræsentanter ikke færre end Sainte-Beuve, Mérimée,
Alexandre Dumas, Théophile Gautier, Vitet, George
Sand. Kun en Eneste af de Store, kun den
Største er endnu i Live, han, hvis Levnet det
var unødvendigt at fortælle, da det kjendes af
Alle. Victor Hugo, som var den Første, er
forbleven den Sidste. Hans rige Liv, værdigt og
stort i Ulykken, ærefrygtindgydende i
Alderdommen, et mægtigt og anthitheserigt Digt som
hans egne Poesier, kroner hans Kunst.
Romantismens Sol er gaaet ned, men saalænge
Hugo lever, sees dens røde Aftenskjær endnu over
Horizonten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
