Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Terræn var den: Hvor der er en grøn Plads, der
maa ingen Jøde være. Om Søndagen bleve
Jødegadens Døre endog lukkede Kl. 4 Eftermiddag, og
kun den tik Lov til at komme igjennem, der skulde
bringe et Brev paa Posthuset eller hente Medicin
paa et Apothek; der stod altid Vagt ved Porten.
Den lille Börne plejede at sige: «Jeg gaar blot
ikke ud, fordi Skild vagten er stærkere end jeg.»
Og dog gav Drengen, der tidligt røbede et blivende
Hang til Velgjørenhed, en Dag, da han blev
tiltalt af to Tiggere, en kristen og en jødisk, den
første Alt, hvad han havde hos sig. «Hvorfor
giver du ikke dit Folk Fortrinet?» spurgte
Læreren. «Fordi der staar i Salomons Ordsprog, at
vi skal sanke gloende Kul paa vore Fjenders
Hoved.» Den samvittighedsfulde Lærer svarede
med at afvise denne Bevæggrund: «den beroede
paa den falske Forudsætning, at de Kristne vare
Jødernes Fjender.»
Det er let at forstaa, at saadanne
Barndomsindtryk maatte lægge Börne hans Afstamning i
langt højere Grad paa Sinde, end det vilde skeet
under normale Forhold. Havde han kunnet glemme
den, vilde desuden adskillige Ydmygelser i hans
Ungdom, og i modnere Aar hans talrige Angriberes
og Forsvareres uafladelige Syslen dermed, stadigt
have bragt ham den i Erindring. Om det sidste
Punkt skriver han etsteds i «Breve fra Paris»
(7 Febr. 1832): «Det er som et Vidunder!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
