Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham Ulykke, og’ blev Skyld i at han for tilbage og
tabte sin skjønne Laurbærkrans i Skarnet.*)
Vistnok glemte Jeannette aldrig Heine hans
uundskyldelige Overlast, men Ingen var fjernere
end hun fra at være en Megære. Det var næsten
sandt, hvad Börne engang skrev til hende, hvis
mangelfulde Retskrivning han plejede at gjore sig
lystig over, at i det Brev, han fik den Dag, var
der flere Fejl, end hun selv havde, nemlig en.
Man kan forfølge Börnes politiske
Udviklingstrin i hendes Anskuelser. Efter Julirevolutionen
er ogsaa hun radikal Demokrat. Som hendes
Biograf Schnapper-Arndt fortræffeligt har udtrykt
det: hun tænker mest med Börne, undertiden imod
Börne, men sjældent uden ham. Fuldt selvstændig
synes hun dog at være i sin rent ud glødende
Sympatlii med det polske Folk under dets Opstand,
en Lidenskab, der driver hende til heftige
Bebrejdelser mod Börne, for at han i en saadan Tid ogsaa
gider skrive om den italienske Opera i Paris.
De polske Lemænd, den polske Frihed — ved
Siden af det klinger intet Andet. Hun synes,
Alle maa hjælpe, selv giver hun sine
Værdi-gjenstande til Polakkerne, og Intet ligner hendes
Skamfølelse, da Tyskerne først vise Polens Sag
Lige-g3Tldighed, Intet hendes Glæde, da en Storm af
Sympatlii og Begejstring gaar igjennem det tyske
*) Alfred Meissner: Erinnerungen S. 79 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
