Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i den Grad, at hun brød for at bevare sin
Menneskeværdighed, men med en Følelse af Tilintetgørelse
indtil Vanvid, af Ensomhed og af at være udsat
for al Livets Kulde uden det Værn derimod, som
hun med sit Kvindehjærte mindst kunde undvære.
Da hun var ble ven forladt af Finckenstein,
foreslog man hende et Fornuftparti. Hun svarte:
«Jeg kan ikke gifte mig, thi jeg kan ikke tyve.
Tro ikke, jeg er stolt deraf, jeg kan ikke, som
jeg ikke kan spille paa Fløjte .... Han maatte
ingen Fordomme have; ellers holdt jeg det ikke
ud ... . Det gik heller ikke an, at han var dum
og tvang mig til at tyve og lade, som jeg
beundrede ham. Jeg maa kunne sige alt, hvad
jeg vil.»
Da hendes Hjærte nu længe savnede den
dybeste Tilfredsstillelse, levede hun des
lidenskabeligere for sine aandelige Interesser. Men hun
stødte paa den Vanskelighed, at hun intet
Ordentligt havde lært. Hun plejede at tale om sin tykke
Uvidenhed. Uvidende var hun selvfølgelig langt
fra at være; men saa meget er utvivlsomt, at
noget dybere Indtryk af hvad Videnskab er, har
hun aldrig modtaget, og aldrig har hun havt en
videnskabelig Tanke.
Man havde lige saa lidt lært hende Jødedom
som Historie og Geografi. Hun siger etsteds, at
hun er voxet op som et Træ i Skoven og intet
har kunnet lære. en Religion saa lidt som Resten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
