Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
deri til at man endnu i vore Dage kan arbejde
sig igjennem Værket.
Hvor Forfatterinden kulminerer, hedder det:
«Vort Tegn er Frihedens Fane; den udbreder
Dagglans midt i Tidernes Nat, dens Glans blænder og
vil være dem paa Bredderne en sand Skræk, medens
vi juble og er glade.» .... Farer? «Friheden
kjender ingen Farer! For den er Alt muligt.
Uvejret selv, den vældigste af alle Storme, er
Storadmiral paa vort Barkskib!»*)
Man begriber, at disse Toner ikke slog an
ved Datidens preussiske Hof. Bogen vakte Opsigt
men tilintetgjorde Bettinas gode Forhold til Kongen.
Da den, som venteligt var, kun forøgede den
politiske Uvilje hos Befolkningen, blev hendes næste
Bog (om Clemens Brentano) beslaglagt under et
Paaskud, fordi man frygtede en Fortsættelse.
Allerede lang Tid forinden var Bettina
imidlertid, som alt berørt, bleven enstemmig hyldet af
den yngre Slægt. Man læse Gutzkows Skildring
af sit første Besøg hos hende, Mundts Fremstilling
af hendes Væsen, Kuhne’s digterisk beaandede
Karakteristik. Ja selv Robert Prutz, saa streng
han er imod alle det unge Tysklands Medlemmer
og Forbilleder, indordner sig blandt hendes
Beundreres Tal. Bettinas Breve, siger Prutz, er vel
den gamle Romantiks sidste, glimrende Opblussen,
*) Dies1 Buch gehört dem König. S. 531.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
