Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII. Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stille dem Ansigt til Ansigt med Livets Alvor og
Pathos. Hele Tidsalderen taler igjennem hendes
Mund, da hun siger Stieglitz, at Sangen om den
lille Viol er umulig med Akkompagnement af et
Vandfald. Ingen af disse Kvinder kunde da paa
noget andet Tidspunkt have udviklet sig til det,
de blev; Ingen af dem vilde til nogen anden Tid
være bievne forstaaede og vurderede som de gjorde.
Vi have allerede nutildags al Møje med at
for-staa dem.
Betegnende er det, at i disse Kvinders Liv
forekommer Ordet Arbejde ikke. De have ikke
metliodisk lært det Allermindste, og i deres Angst
for TIkvindelighed er de stolte deraf. Vi saa det
hos Rahel. Selv den ganske ualmindeligt
sprogkyndige Henriette Herz er dybt krænket over, at
Jean Paul i et Brev har skrevet Ordene «M. Herz
og hans lærde Hustru». Charlotte Stieglitz har
ingen Anelse om, at Talentet udvikles ved Arbejd,
ved haardnakket Flid, og ikke ved Dødsfald.
Bettina endelig, Bajaderen, der som Mignon danser
mellem Æg, har intet med Arbejd at gjøre. Man
føler det med Mishag, naar man følger det
uordentlige Foredrag i hendes saa upolitiske Bog til
Kongen.
Henad Aaret 48 begyndte man at indse, at
denne Aandrighed vilde have været solidere, sandere,
varigere, ifald disse Kvinder havde vidst Noget, havt
et Studium eller dyrket en Videnskab. Al denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
