Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
hvilken jeg for mit tragiske Værk digter en
Lovsang til Eros, huser et elskende Par som eder i
mit Asyl, tror jeg at indlægge mig saa stor
Fortjeneste af Kjærlighedsguden, at det ikke skulde
undre mig, om Guden til Tak derfor vilde lade
den skjønneste Sang lykkes for mig.’-
Med disse Ord fjernede Digteren sig.
Smilende raabte Aspasia efter ham, at lian
ikke maatte vende tilbage, uden at medbringe den
henrivende lille Filænion.
Perikles og Aspasia vare nu paa Ny overladte
til sig selv i den skjønne, tavse, duftopfyldte Have.
Endnu blussende af den muntre Samtale ved
Bægerklang og Strengeleg men dog med en vis
behagelig Følelse af Træthed, tilbragte de. snart
vandrende og snart hvilende, den første Tid i denne
søde. drømmende Tilstand, som saa gjerne i
Middagsstunden griber Sindet, især i Skoven, paa
Marken eller i den duftende skyggefulde Have,
naar Pan sover, og hans Aander herreløse drive
deres gjækkende Leg i de ensomme Kløfter.
Olivens fede glinsende Frugt funklede i
Middagssolen. Ingen Lærke med busket Nakketop
sværmede længer omkring, Firbenene laa slumrende
i Buskadset. Kun Trægræshoppen begyndte nu og
da sagte og melodisk at pibe paa Grenene.
Naar i saadanne Øjeblikke en Vandrer, varm
af Gangen, beruset af Solskin og Blomsterduft,
strækker sig til Hvile i det bløde Græs under
skyggefulde, susende Træer, saa vide hans
Livs-aander ikke ret, om det, der bringer dem til sagte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
