Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•294
de Himmelske lians stive Sind — pludselig grebet
af gruelig Anelse, afstaar han fra sin Herskertrods
– allerede istemmer Koret en jublende Hymne,
hidkaldende Glædens Gud Dionysos — vidunderlig
klinger Jubelkoret efter den mørke Gravsang —
men det forstummer og gjør paa Ny Plads for
Gravsangen — Antigone har allerede dræbt sig
selv i Klippegraven, og omfavnende hendes Lig
har Hæmon styrtet sig i sit eget Sværd og fulgt
hende ned i Hades’s Nat.
Og nu fremtræder den jamrende Kong Kreons
Gemalinde Evrydike. Af Budets Mund hører hun
Fortællingen om de i Ødipusdatterens Klippegrav
forenede Døde. Hun erfarer Sønnens Død. og
denne Efterretning knuser Moderens eget Hjerte.
Forunderlig greb denne Dødsberetning i
Budets Mund Sindene. Endnu forunderligere klang
de faa Ord fra den til Døden indviede Dronnings
Læber.
Aandeløs lyttede Mængden til det ophøjede
Sørgespils sidste Toner. Med en Visdommen
prisende Strofe forstummede Digtningen som med en
storslaaet Slutningsakkord.
Stort og dybt var det Indtryk, som Sofokles’s
Tragedie, med de tre i hinanden slyngede
Kjær-lighedsforbindelser og den tredobbelte Dødsskjæbne.
frembragte paa de lyttende Helleneres Sind. Saa
skjønt var den tragiske Kunsts strenge, mørke
Alvor endnu aldrig blevet mildnet — saa
menneskeligt var det Ophøjede, saa ophøjet det
Menneskelige aldrig blevet udtalt.
Men heller aldrig havde i et tragisk Værk et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
