Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
„Hvad?" indvendte Sofokles. „Regner du det
for Intet, at du i Virkeligheden er den Rastløseste
mellem de Rastløse, og at Alt, hvad vi Andre
frembringer, kun ved dig bliver gjort muligt og lykkelig
bragt til Ende?"
„Det tilfredsstiller ikke de Fordringer, som en
af os, saaledes som vi nu engang er, maa stille
til sig selv!" svarede Perikles. „Jeg vil ikke blot
være Andres Haandlanger, jeg vil selv udføre Noget,
og derfor kan jeg kun som Strateg paa Ny gribe
Sværdet. Hvorfor skulde jeg blive uberørt af
den Ærgjerrighedens skjønne Ild, der er blusset
op rundt omkring mig?*’
„Og saa vil du dog denne Gang dele dit
Krigerry med mig?" spurgte efter en lille Pavse
Digteren.
„Hellere det end — en skjøn Kvindes
Gunst!" svarede Perikles og saå sin Ven skarpt
ind i Øjnene.
Denne studsede. „Det begynder pludselig at
dages i mit Hoved," sagde han, „og der gaar et
besynderligt Lys op for mig angaaende den sande
Aarsag til mit Valg som Strateg."
„Alt hvad der sker i Verden, kjæreste Ven,"
svarede Perikles smilende, „har ikke én men
hundrede Aarsager. Hvem formaar altid at nævne
den nærmeste?"
„Vil du ikke hellere lade mig blive tilbage og
tage den Skjønne med dig til Samos?" spurgte
Digteren.
Perikles smilede kun paa Ny. „Vær rolig,"
sagde han derpaa; „det er kun en lille Fornøjelses-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
