Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
fuldstændig havde omslynget den slanke
Kvindeskikkelse med Rosenkjæder, drog de hende ved
de samme Kjæder ned paa et Blomsterleje, bandt
spøgende Enderne af Kransene fast til Buskenes
Stammer og Grene, og overstrøede derpaa den
Lænkede, idet de med glade Spring dansede
omkring hende, med endnu flere Roser, som de
brød af de tætte Buskes tungt nedhængende
Grene.
Ved Synet af den Fremmede løb alle de smaa
Eroter smilende deres Vej og lod den Bundne
ene. Perikles traadte ind i Løvhytten. Nu lød
ra* Blomstergraven den Fangnes Bøn til den sig
nærmende Fremmede om at befri hende.
Perikles sønderbrød en af Rosenkjæderne, skjød
Roserne, der bedækkede Kvindens Hoved og Ansigt,
til Side, og hans Blikke mødte Aspasias
straalende Øjne.
Den første Følelse, som ved dette Syn greb
Perikles’s Hjerte, var den mest uindskrænkede
Glæde. Men i det næste Øjeblik gjorde den
Forbavselse sig gjældende, som en Overraskelse af
denne Art maatte fremkalde hos ham. Og allerede
svævede der paa hans Læber et betænkeligt
Spørgsmaal efter de Omstændigheder, hvorved et saa
uventet Gjensyn var blevet muligt.
Men nu rejste Aspasia sig, rystede
Rosenlænkerne af sig og sagde med en sød bedaarende
Klang i sin sølvrene Stemme:
,.Vid, dyrebare Perikles, at ogsaa jeg, ligesom
Sokrates, har min Dæmon, der i afgjørende
Øjeblikke tilhvisker mig ikke blot, hvad jeg skal lade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
