Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
urolig frem og tilbage foran en Stenbilledstøtte
af Duggudinden.
Under de Ceremonier, som man havde lært
dem, satte de to Piger deres Kar ned foran
Gudinden og vilde derpaa tage de to andre, ligeledes
tæt tilhyllede Kar, som stod rede til dem, for at
bære dem op med sig.
Men i det Samme faldt Pigernes Blikke paa
Grottens Baggrund. I Halvmørket saå de en
kæmpestor Slange ligge sammenrullet med halvt hævet
Hoved.
Lysiske for sammen, blegnede, skjælvede og
vilde løbe sin Vej. Men Hipparete holdt hende
tilbage og trykkede hende Karret i Haanden,
hvormed hun bange og uden at se sig om ilede bort.
Derpaa tog Hipparete det andet Kar op fra Jorden
og vilde forlade Grotten. Men nu kom fra Hulens
Baggrund et skarpt Vindstød, der slukkede saavel
Hipparetes Fakkel som Lampens røde Flamme, saa
at Pigen stod i fuldstændigt Mørke. Sikkert vilde
Angst nu ogsaa have grebet hendes Hjerte, hvis
hun ikke i det samme Øjeblik havde hørt en venlig
Stemme, der fra Hulens Baggrund formanede hende
til som hidtil at være uforfærdet.
„For dit ædle Mod og din fromme Tro",
saaledes lød Stemmen, „skjænker Guden, o Barn, dig
til Belønning en Gave, der bringer dig Velsignelse
og Lykke for dit hele Liv!"
I samme Øjeblik begyndte Lampens Flamme
ligesom af sig selv at brænde paa Ny, og Guden
laa ikke længer som før i den skrækkelige
Slangeskikkelse med hævet Hoved men som en ærværdig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
