Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
241
vender tilbage med hvert Foraar og slynger deres
Ranker omkring Stenen, og efter Aartusinder
smuldrer Stenen tilsidst, men Blomsterne er der bestandig
paa Ny. Saaledes ligger Livet ogsaa begravet
under Stædernes Ruiner, men imellem Ruinerne
spirer det hemmelig frem og dækker Stenen, der
bryster sig af sin Uforgængelighed; det slaar sine
Rødder dybere og dybere og sprænger Klippen,
og saaledes er, naar Alt kommer til Alt, ikkun det
tilsyneladende Flygtige og Forgængelige i Sandhed
evigt."
,.Du har Ret," sagde Perikles, ..Livet vilde
snart blive træt og kjed af sig selv, hvis den døde
Naturs Uforanderlighed var det beskaaret.
Uforgængelighed er allerede Et med Døden, kun
Afvexling er Liv."
..Fornyer Agamemnons Heltemod sig ikke i
tusinde Helte?" spurgte Aspasia; „og lever ikke
Paris’s og Helenas Kjærlighed op paa Ny i utallige
elskende Par?"
„Ganske vist kommer og gaar Livet," svarede
Perikles, „og i evig skiftende Former vender det
tilbage. Men er vi sikre paa, at det ikke ved
denne Kommen og Gaaen dog tilsidst tilsætter
noget af sin oprindelige Kraft? Skulde det Store
i Verden ikke en Smule ligne de Stenringe i denne
Gravhvælving, der vel gjentager sig ovenover
hinanden men bestandig bliver snevrere og
snevrere? — Agamemnons Heltemod synes vel at være
vendt tilbage, og vi har slaaet Perserne, men det
forekommer mig dog, som om vi mod Homers Helte
er skrumpede en Smule ind."
Aspasia. ii. 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
