Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
raabe clig, at du skulde ofre til Kariterne, hvilket
Tilraab du har udtydet saaledes, som om jeg
dermed vilde sige, at du for at vække Gjenkjærlighed
først maatte søge at erhverve dig de Egenskaber,
som gjør os elskværdige. Jeg skulde have betænkt,
at du er en Vismand, hvem det ikke kunde falde ind
for Alvor at attraa min Kjærlighed. Jeg har siden
den Tid. Sokrates, bestandig været til Mode. som
om jeg skyldte dig en Oprejsning."
,.Du mig?" sagde Sokrates med et smerteligt
Smil. ..Nej, af dig havde jeg ikke nogen
Oprejsning at fordre, men jeg har troet at skylde mig
selv en saadan fra det Øjeblik af —"
,.Jeg var den Gang taabelig!" sagde Aspasia.
„Hvor vilde jeg ikke i Dag rolig læne mit Hoved
til dit Bryst, thi nu kjender jeg dig." —
Aspasia sad med Sokrates i et Værelse, der
var lige saa hyggelig som yppig udstyret og
opfyldt af den fine, berusende Vellugt, som syntes at
udstrømme fra Aspasia selv; tlii ligesom Olympens
Guder og Gudinder var hun altid omgivet af en
vis himmelsk Aroma. Hun straalede i sin
uforgængelig blomstrende Skjønhed, og en fortiyllende
Munterhed var udbredt over hendes Træk. Hun
syntes at være i det ypperligste Lune — hvis da
noget saa smaaligt som Lune overhovedet var til
for Aspasia.
En Due flagrede frem og tilbage i Værelset.
Det var Aspasias vingede Yndling, et smukt Dyr
med blændende hvide Fjer og en metalblaa
spillende Ring omkring Halsen.
Nu og da satte Duen sig paa Aspasias Skulder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
