Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165
kjendt, Sokrates? og bærer de Skjønne sig maaske
ikke ad paa samme Maade som Gudinden?"
„Jeg véd det ikke," sagde Sokrates, „thi jeg
har aldrig prøvet det."
„Deri har du gjort Uret!" sagde Aspasia.
„Det er nu din egen Skyld, naar du ikke véd, om
Afrodite og Kvinderne er dig gunstig eller ikke."
Saadan og lignende forunderlig og gjækkende
Tale førte Aspasia, idet hun tillige nu og da
kjærtegnede og kyssede Duen. Sokrates mindedes ikke
nogensinde at have set hende saa overgiven munter.
Men jo kaadere hun blev, des tavsere, tankefuldere
og alvorligere viste han sig selv.
Paa Ny fløj Duen med en Kurren, der nu
næsten lignede en dæmpet Latter, hen paa
Sokrates’s Isse. Men denne Gang viklede den sig med
sine smaa Kløer saa fast ind i hans Hovedhaar,
at den ikke igjen kunde komme løs. Aspasia
skyndte sig med at komme ham til Hjælp og faa
Duens Kløer ud af hans Haar. Han følte hendes
Fingre i sit Haar. En sagte Skjælven greb ham
ved det duftende, livsvarme og bedaarende Legemes
umiddelbare Nærhed — den skjønne Kvindes Barm
bølgede tæt forbi hans Ansigt, tæt forbi hans Mund
— kun den ringeste Bevægelse, og hans Læber
maatte berøre den fristende men farlige Bølge.
Thi intet Havdyb bølger saa forræderisk, i intet
er Faren for en redningsløs Undergang saa stor,
som en Kvindes Barm.
Saa tæt var Sokrates’s Læber ved denne
forførende Bølge, som de alt én Gang før havde været
ved den Skjønnes Rosenmund, da Grubleren under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
