Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Tanke, en Hellenerpande værdig. Den Tid var jo
virkelig kommet, da det syntes, som om Zevs’s
Tordenkile skulde gaa over i den vingede Drengs
Hænder.
Nogle af Alkibiades’s Kammerater drog
ligeledes i Felten. Med ham til Forbillede søgte de
nu ogsaa strax at optræde i kostbare og
afstikkende Rustninger. Den unge Kallias, Hipponikos’s
Søn, drog i Felten, som det hed sig, i et Panser,
der var syet af et Løveskind.
Der fandtes en Kvinde i Athen, som var fuld
af dyb Bekymring, da Alkibiades stod i Færd med
at forlade Staden; en Kvinde, som i lang Tid
hverken havde kjendt Sorg eller Kjærlighed; som ikke
blot havde foragtet Hymens Baand men endogsaa
spottet Eros’s Lænker; en Kvinde, som havde sagt
om sig selv: jeg er ikke Kjærlighedens, jeg er
kun Glædens Præstinde!
Denne Kvinde var Theodota. Det var, som
allerede omtalt, hende, hvem den unge Alkibiades
havde betragtet som sin Lærerinde, da han
styrtede sig ud i Nydelsens og den ungdommelige
Kaadheds Malstrøm. Hans Forfængelighed førte
med sig, at han fremfor Alle vilde kalde den
skjønneste og navnkundigste Hetære i Athen for
sin, hin Theodota, som den Gang vel ikke længer
stod paa sin Blomstrings Højdepunkt men endnu
paa sin Berømmelses Tinde. Ogsaa Theodota var
stolt af Alkibiades’s Besiddelse, og netop denne
Besiddelse forøgede paa den anden Side heller ikke
lidet hendes Berømmelses Glans.
En rum Tid omgikkes den unge Alkibiades
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
