Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 22. Steffens’ Død og Eftermæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
Lynildsmnnd! som for mit Øje
i den aarle Morgengry,
lig en Engel fra det høje,’
vælted Stenen bort paany,
der hos mig i Blomsterhaven,
lukked, spærred Troes-Graven,
sank nu selv du under Muld?
Nej, den Aand, som slynged Lynet,
naar det knittrende udfo’r,
Aanden, som gjenfødte Synet,
sprængte Bavta-Sten l Nord:
Aanden i dit Blik, din Tale,
efler Kæmpeskridt i Dale
hviler kun paa Skyer blaa!
Paa din Isse, høje Frænde!
fæsted Fod den Aand paany,
vandrer nu til Verdens Ende,
som han aged før i Sky,
klarer nu, til Gru for Jætter,
Odins Syn og Thors Idrætter,
tegner Lys og taler Lyn!
Naar det knittrer, naar det dønner,
naar det runger dybt l Fjeld,
uaar I lytte, Nordens Sønner!
muntre end i Tidens Kvæld:
mindes, det var hum, der blunder,
som I Nord til stort Vidunder,
stødte først i Hejindals Lur!
Ja, den fri, den stærke Tale
om hvad Haanden griber ej,
men hvad dog fra dybe Dale
baner sig til Stjerner Vej:
Ordet, som af Aanden føres,
skaber Syn, hvor Røsten høres,
vaagned, Steffens, her med dig!
Da var disse Lokker gule,
som i Kamp blev tidlig graa,
da var mørkt del over Thule,
Intet øje Lyset saa’,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
