Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Manden paa klippekammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jeg fulgte veien, saa længe han kunde se mig;
derpaa tok jeg tvers over moen og la kursen mot
den stenete høide, som den lille gut var
forsvundet bakom. Alting gik nu, som jeg bedst kunde
ønske det, og jeg lovet mig selv, at jeg ikke ved
mangel paa energi eller utholdenhed skulde
forspilde den chance, som min gode skjæbne havde
lagt i min vei.
Solen holdt allerede paa at gaa ned, da jeg
naadde toppen av høien, og de lange skraaninger
under mig laa gyldengrønne paa den ene side og
graa paa den anden. I synsranden laa et lag av
dis, hvorav de fantastiske former av Belliver og
Vixen klippekammer raket op. Ikke en lyd hørtes,
intet bevæget sig i det vide rum. En stor graa
fugl fløi høit gjennem luften. Den og jeg syntes
at være de eneste levende væsener mellem den
vældige himmelhvælving og ødet under. Det golde
landskab, følelsen av ensomhed, det
hemmelighedsfulde og hastverket i mit forehavende fyldte mig
med en ildevarslende, gysende fornemmelse.
Gutten kunde nu ikke sees nogetsteds. Men
nedenunder mig i en sænkning mellem høiene laa
en kreds av de gamle stenhytter, og midt inde
mellem dem laa der en, som havde saavidt tilbake
av taket, at det kunde yde nogen beskyttelse mot
veiret. Hjertet hoppet i mit bryst, da jeg opdaget
den. Dette maatte være den hule, hvori den
fremmede holdt til. Endelig stod jeg paa tærskelen til
hans skjulested; hans hemmelighed var inden min
rækkevidde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
