Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Manden paa klippekammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jeg kunde slutte mig til, var, at han maatte leve
et meget spartansk liv og bryde sig litet om livets
hygge og velvære. Naar jeg tænkte paa det
voldsomme regnveir, man ofte havde her, og saa det
aapne tak, forstod jeg, hvor sterkt og urokkelig det
forsæt maatte være, som havde kunnet holde ham
paa dette ugjestmilde sted. Var han fiende, eller
var han maaske vor beskyttende engel? Jeg lovet
mig selv, at jeg ikke vilde forlate hytten, før jeg
havde bragt dette paa det rene.
Solen utenfor var kommet lavt paa himmelen,
og den vestlige himmelrand straalte i purpur og
guld. Gjenskinnet kastedes tilbake i røde flaker
fra Grimpenmyrens smaapytter i det fjerne. Man
kunde se de to taarne paa Baskerville herregaard,
og røkbanker viste langt ute, hvor landsbyen
Grimpen laa. Mellem de to laa Stapletons hus bak
høidedraget.
Alt var mildt, bløtt og fredelig i den gyldne
lysning fra solnedgangen. Men skjønt jeg saa al
denne skjønhed, følte min sjæl dog ikke noget av
naturens fred, men bævet i ubestemte anelser for
det møte, som hvert øieblik maatte bringe nærmere.
Med spændte nerver, men fast og bestemt i mit
forsæt, sat jeg i hyttens mørke bakgrund og
ventet taalmodig paa, at dens indehaver skulde komme.
Endelig hørte jeg ham. Langt borte lød
fotslagene paa stengrunden, de kom nærmere og
nærmere.
Jeg trak mig tilbake i den mørkeste krok med
revolveren i halvspænd; jeg besluttet ikke at røbe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
