Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Dødsfaldet paa moen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Et sidste spørsmaal, Holmes,“ sa jeg og reiste
mig. „Vi to behøver vel ikke længer holde noget
hemmelig for hinanden. Hvad er meningen med
alt dette? Hvad er hans maal?“
Holmes svarte lavt: „Det er mord, Watson,
mord med koldt overlæg. Men spørg mig ikke
om mere. Jeg spinder mit garn fastere og fastere
om ham, som han selv spinder sit omkring sir
Henry; — ved Deres hjælp er han nu ogsaa næsten
i min magt. Vi løper kun en eneste fare. Han
kunde slaa slaget, førend vi er færdige til kampen.“
„Om et par dage vil alt være rede, men indtil
da maa De vaake omhyggelig over sir Henry, som
en mor passer sit barn. — Ja, jeg havde allerhelst
set, at De aldeles ikke havde forlatt sir Henry
idag, om end Deres hverv her fuldt gav Dem ret
hertil. — Hysch!“
Et forfærdelig skrik, et langt rædselens og
angstens hyl avbrøt den dype stilhed paa moen. Blodet
frøs til is i mine aarer, da jeg hørte det.
„For himmelens skyld, hvad kan det være?“
utbrøt jeg.
Holmes var sprunget op. Jeg saa hans mørke
kjæmpeskikkelse tegne sig skarpt i indgangen til
hytten. Han stod foroverbøiet med fremstrakt hode
og stirret ut i mørket.
„Stille, stille!“ hvisket han.
Skriket var kommet langt bortefra, men det var
saa gjennemtrængende, at det hørtes meget godt.
Det gjentok sig og syntes at komme nærmere og
tilta i styrke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
