Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Dødsfaldet paa moen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hjælp skal den gode mand, hvor slu han end er,
være i min magt, før endnu en dag er gaat
tilende.“
Med sorg og harme i vore hjerter stod vi paa
hver vor side av det mishandlede legeme,
overvældet av denne pludselige og uoprettelige ulykke,
som skulde blive en saa sørgelig avslutning paa
vore langvarige og opslitende anstrengelser. Da
maanen atter kom op, klatret vi op paa toppen av
den klippeavsats, som vor stakkars ven havde faldt
utover. Fra det høieste punkt her kunde vi se
utover moen. Langt borte i retning av Grimpen
skinte et enlig lys. Det kunde bare komme fra
Stapletons ensomme hus. Med en bitter
forbandelse truet jeg med næven mot det og sa:
„Hvorfor ikke ta ham med det samme?“
„Vi er ikke færdige endnu. Den mand er
forsigtigere og mere slu, end nogen aner. Det
kommer forøvrig ikke an paa, hvad vi vet, men paa,
hvad vi kan bevise. Gjør vi et eneste feilgrep,
kan uslingen let undslippe os.“
„Hvad kan vi saa gjøre?“
„Vi vil faa mere end nok at gjøre imorgen.
Inat kan vi blot opfylde vor sidste pligt mot vor
stakkars ven.“
Vi banet os vei nedad den bratte skrent og
gik tilbake til liket, hvis omrids tegnet sig mørke
og bestemte mot de sølvglinsende stene. Synet
av de forfærdelig vredne lemmer gjorde et uendelig
uhyggelig indtryk paa mig, og mine øine fyldtes
med taarer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
