Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 14. Hunden fra Baskerville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„La os blive her,“ sa han. „Her har vi et
udmerket skjulested, hvor ingen kan se os.“
„Skal vi vente her?“
„Ja, vi lægger os i bakhold her. Gaa ind i
hulen der, Lestrade. De har jo været inde i huset,
Watson? Kan De sige, hvordan værelserne ligger?
De vinduer der med gitter foran, — hvad er det
for et værelse?“
„Jeg tænker, det er kjøkkenvinduerne.“
„Og det andet, hvorfra det lyser saa sterkt?“
„Det er sikkert spisestuen.“
„Rullegardinerne er rullet op. De vet bedst,
hvordan terrænget er. Kryp forsigtig, men for
himmelens skyld la dem ikke merke, at de er
bevogtet.“
Jeg listet mig paa taaspidserne nedover stien
og stanset bak den lave havemur. Ved at snike
mig langs denne naadde jeg frem til et sted, hvor
fra jeg, da gardinerne var trukket fra, kunde se
like ind gjennem vinduet.
I værelset fandtes bare to mænd, sir Henry
Baskerville og Stapleton. Jeg kunde se dem i
profil, som de sat paa hver sin side av bordet.
Begge røkte cigarer, og kaffe og vin stod foran
dem. Stapleton talte meget ivrig, men sir Henry
saa blek og adspredt ut. Maaske tanken paa den
ensomme vandring over den berygtede mo
trykket ham. Medens jeg stod og betragtet dem,
reiste Stapleton sig og forlot værelset. Sir Henry
fyldte sit glas og lænet sig tilbake i stolen,
dampende paa sin cigar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
