Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dressuren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
f
Jeg bruger ikke den i alle dressurbøger nævnte „apporterbuk’\
thi den fremkalder ingen anden følelse hos hunden end modbyde
lighed, og man spilder da tiden til ingen nytte ved at søge den
vænnet til bukken, som den paa jagten ikke faar noget at skaffe
med. Denne ekle træbuk er desuden haard, en fugl er blød, og af
bukken lærer hunden kun at bide haardt til. Følgen deraf blir ofte,
at nåar den senere hen faar en nyskudt fugl i munden, klemmer
den til, saa fuglens tarme sprøiter den om ørene.
Desuden viser det sig ofte at en hund, der henter bukken uden
vrøvl, siet ikke vil røre ved en fugl. Saa har hele det foregaaende
arbeide været forgjæves. Udstcppede hareskind m. v. behøves hel
ler ikke; hunden bør paa jagt som regel helst ikke hente skudte
harer, og man bør til dressuren ikke benytte andre ting end de,
hunden lærer at kjende paa jagten.
I jagttiden ta’r man en friskskudt raphøne eller rype, ellers kan
en due gjøre tjeneste. Duen har nemlig ingen tæft, der virker fra
stødende paa hunden, som f. eks. en høk eller kraake. Rovfugle
skal hunden senere ikke befatte sig med, saa det er unødvendigt
at skaffe sig særligt bryderi med den slags. Den ældre hund, der
viser sig helt sikker og har gode anlæg for apportering, kan man
let lære at hente hvad det skal være.
Man bør ikke til hvalpen benytte fasaner, gammel rype eller
orfugl, da disse fugle er for store og tunge, og den unge hund kan
ikke gabe over dem.
De fleste hunde har en medfødt lyst til apportering og gaar
med glæde ilag dermed. Her, som forøvrig under dres
suren, gjælder det, at man ikke maa overanstrenge
hvalpen, og straffe den maa man aldeles ikke. I flere
jagtskrifter, hos Barth og Viggo Møller, advares mod at lære hval
pen apportering ved leg; den maa føres i line med koraller, men
dette er efter min erfaring somoftest ikke paakrævet.
En maade er det at have en ældre flink apportør ved siden.
Lad saa den unge hund se, hvordan kameraten bringer fuglen paa
befalingen: „apporte". Naar dette er gjentaget nogle gange, prov
saa om hvalpen vil hente fuglen. Stiller den sig uforstaaende tii
opfordringen: „Rap, Lady (eller hvad den nu heder) apporte", saa
gjentag forestillingen med den gamle hund. Dette vil i mange til
fælde være nok, hvalpen springer frem og griber fuglen paa for
nyet opfordring. At den herunder paa sedvanlig hvalpemanér rusker
i fuglen gjør intet. Det rettes senere derved at man putter den i
munden paa hvalpen og holder fast med den sedvanlige befaling.
Negter den at ta’ imod, kan man holde hunden mellem knærne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
