Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Apportering paa jagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
>
i
Apportering paa jagt. »
Vi forudsætter den Ulle hvalp under den første dressur lærte at
apportere, og den senere leilighedsvis har faat sin lærdom
opfrisket.
Det maa nu bero paa jægerens skjøn, om og nåar han tør be
tro den at hente det skudte vildt paa selve jagten. Viser den for
nøden ro og fasthed for fuglen og ved skud, kan man godt begynde
at lade den apportere.
Som regel bør jægeren lade hunden ligge rolig
og enten seiv gaa hen og ta’ fuglen op, eller „bære
ren" henter vildtet. I siste tilfælde maa jægeren passe paa,
hvis der kan formodes at ligge flere fugl tilbage.
I begyndelsen maa De holde øie med hunden og vare den med
tilraab, hvis den gjør mine til at følge efter, nåar De gaar frem
foråt hente den skudte fugl. Kan De ikke seiv finde fuglen, maa
hunden kaldes til, den vil da ta’ stand.
Det er sorn regel lettere for hunden at finde en fugl, der
falder blandt buske, høit siv m. v. end en, der falder i græs, lyng,
mellem roer etc. Grunden hertil er, at der ved de grene, siv el.
lign., som fuglen berører i faldet, vil bli’ hængende endel tæft,
som veileder hunden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
