Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Apportering paa jagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
ikke se, om haren var ramt af skuddet; seiv truffet fortsatte den
ofte i fuld fart udover græsmarken eller heden. Mine kamerater
paastod, deres hunde aldrig tog feil i dette kapitel, men jeg trodde
først seiv paa sagen, da jeg ved øiesyn havde overbevist mig om
dens rigtighed. Snart gik det dog op for mig, at hunden i disse til
fælde udelukkende maatte stole paa sin lugtesans; den merkede
blodlugten i faret efter den flygtende hare. Naar man nu ved en
hund kan tåge lugten af sin herres støvlesaaler paa en sterk be
færdet, asfaltbelagt gade efter timers forløb og følge hans spor, saa
er det igrunden ikke saa forunderlig, at hunden hurtig opfatter den
afvigende tæft fra et skadet dyr, seiv om dette kun er ramt af et
eneste hagl, og ikke én draabe blod er flydt af saaret; den svage
uddunstning fra samme er sikkert nok til at veilede den.
Paa anden vis kan jeg ikke forklare mig de nævnte tilfælde med
de tyske hunde, for hvem vi pleiede at skyde harer „paa opspring".
De behøver ikke at være hange for hunden skal bli’ mindre
fast i standen, eller den skal finde paa at styrte sig over uskadt
trykkende vildt, fordi den behandler et saaret stykke paa ovenfor
beskrevne maade. Hvis ikke hunden kunde lugte dyret var saaret,
vilde den ikke søge at gribe det.
Det er paa den anden side ikke sagt hunden altid vil søge at
gjøre det skadeskudte vildt til bytte paa den nævnte maade, ofte
trækker den efter en saaret fugl ligesaa forsigrig, som efter den
uskadte.
Det hænder paa jagten, at hunden finder en tidligere paa dagen
skudt fugl, der enten ligger død eller er saaret, og som den da
uden videre bemægtiger sig og bringer sin herre. Denne erindrer
sig nu kanske noget fra sin dressurbog om „at hunden kun maa
apportere paa befaling" og skjelder den ud eller tvinger den til
igjen at slippe fuglen (hvorpaa han dog seiv sikrer sig den!). Men
dette er en grov feil i behandlingen af hunden og
vel egnet til at virke skadelig paa dens karakter.
Dette tilfælde har intet med den almindelige apportering at be
stille, og det er et tegn paa vedkommende hunds dømmekraft og
refleksionsevne, og den maa roses, ikke dadles eller straffes.
Er det kanske meningen at saadanne fugl, der ikke findes
straks, skal ligge og raadne i marken? Jeg vil belyse sagen med et
eksempel, hentet fra harejagten (med støver i skog).
Der skydes paa haren, men losen gaar videre, hvorpaa den et
stykke borte ophører, og det bliV stoktab. Hvis da en af hundene
pludselig dukker op med den døde hare i munden, er jeg sikker
paa hele jagtselskabet vil udbryde i lovtaler om denne hunds used
vanlige intelligens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
