Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rapportering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
og opsætte øvelsen til næste gunstige leilighed. Denne vil kanske
ikke saa snart tilbyde sig, men De faar da vente.
Senere kan De prøve at gaa forbi hundens stand og videre
frem i marken; hunden tror sig da uopdaget og vil rapportere. Den
skal i saa fald nok passe paa at slaa en stor bue udenom fuglen,
saa denne ikke stedes. Denne fremgangsmaade fra jægerens side,
nemlig gaa forbi standen, kan anbefales hvis hunden venter alt for
længe med at komme. Naar den ser sin herre forsvinde i det fjerne,
vil den sikkert folge efter, og han maa da, nåar den ikke viser
tydelige tegn paa gjerne at ville føre ham tilbage, animere den
dertil.
Men De maa gaa forsøgsvis tilverks og ikke friste en ung hund
over dens evne. Ved at kalde hunden af standen ved de pas
sende leiligheder og efter den har staaet en stund, vil den
kanske efter kort tid komme ukaldet.
Ofte begynder hunden først at rapportere i sit andet eller tredie
aar. En anden dattersøn af „Diana P", nemlig „Champion Kip"
begyndte i sit andet jagtaar at rapportere af egen drift.
Det er altsaa ingen feil, at hunden melder allerede nåar den
stoder paa fod. I skog kan det spare megen tid, nåar hunden rap
porterer fra fuglens morgenbeite (det sted, hvor skogsfuglen søger
sin første næring tidlig paa dagen) hvad vi senere skal se. Selvsagt
kan det hænde, nåar hunden giver melding fra foden, og denne saa
skal følges, at fuglen er væk, saa man er gaat forgjæves. Men det
er jo heller ikke meningen, at alle fugl i skogen skal omkomme, og
bom skyder alligevel enhver jæger af og til, seiv om der bydes ham
den beste leilighed, saa han alligevel ikke faar fuglen — og det
ene er ikke værre end det andet!
Naar Fritz Huitfeldt i sin før omtalte bog „Ude med Bøsse og
Fiskestang" skriver:
„At tænke sig en Hund, der tilfulde apporterer og rapporterer,
uden at blande de to Begreber om hinanden, forekommer mig nær
mest som et Tankeexperiment, og ikke vil jeg tro, at det er mulig
at forene disse to Egenskaber i ét Individ, førend man viser mig
det i Praxis"
saa maa denne tvivl komme af, at herr H. siet ikke lærer sine
hunde at apportere. Men hvis han vil gjøre det, faar han ogsaa se
de to nævnte egenskaber trives i skjøn forening.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
