Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - VII. Jernkonstruktioner - A. Jernet som byggemateriale - 6. Materialforskrifter, strækprøver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
693
6. Materialforskrifter. Strækprøver.
For at sikre sig et tilstrækkelig godt materiale foreskriver man jernets
fremstillingsmaate og visse grænser for dets kemiske sammensætning og fysi
kalske egenskaper.
Den kemiske beskaffenhet konstateres ved analyser; indholdet av kulstof
og andre mere eller mindre nyttige bestanddele fastlægges med et visst spille
rom, mens der for skadelige bestanddele som fosfor og svovel sættes en øvre
grænse.
I fysikalsk benseende sikrer man sig først og fremst ved strækforsøk at
materialet er tilstrækkelig strækfast, seigt og tøielig. Dernæst foreskrives en
række prøver, som f. eks. at kolde eller varme stænger skal kunne bøies efter
en meget liten radius uten at opvise sprækkedannelse. Fordringene retter sig
efter den bruk man vil gjøre av jernet, er saaledes forskjellige for plater,
almindelige profiler og nagler eller skruer.
Det vilde naturligvis være ønskelig at ha et materiale som forenet høi
strækfasthet med stor tøielighet før brud; men som før nævnt optræder, ialfald
for Bessemer- og Thomasjerns vedkommende, disse egenskaper ikke samtidig,
de staar tilnærmet i omvendt proportion til hinanden, og resultatet blir
derfor et korapromis, idet hovedvegten lægges paa den egenskap som først
og fremst er av vigtighet for den paatænkte anvendelse. Almindelig kon
struktionsmateriale vil man for økonomiens skyld gjerne gi stor fasthet,
mens f. eks. nagler, som utsættes for en voldsom bearbeidning og betyde
lige temperaturvirkninger, bør bestaa av bløtere, mere tøielig materiale.
Strækforsøk utføres i maskiner som angir prøvestykkets belastning og
den indtrædende forlængelse.
1 almindelighet anvendes en normalrundstav med 20 mm. diameter og
200 mm. «maalelængde».
Strækfastheten er den største paakjending ved belastning op til brud;
den indtræder noget før bruddet og er endel større end brudspændingen, idet
stavens motstandskraft henimot slutten avtar.
Herved er at bemerke at man altid angir spændingene som belastningen
dividert med det oprindelige tversnit, mens de i virkeligheten er større; staven
blir nemlig efterhvert tyndere og særlig indtræder kort før bruddet en meget
sterk indsnøring paa et eller andet sted, som hurtig utvikler sig til brud
tversnittet.
Ogsaa forlængelsen refereres til den oprindelige maalelængde. Sammen
sættes stavdelene efter bruddet, saa er tilveksten av maalelængden, angit i
procent av den oprindelige, prøvestavens forlængelse ved brud og tjener som
et maal for materialets tøielighet; der kan f. eks. foreskrives en forlængelse
av mindst 20 %.
Et andet maal for tøielighecen er «kontraktionen», d. v. s. forskjellen mel
lem brudtversnittet og det oprindelige tversnit, angit i procent av det sidste.
Som regel foreskrives en viss forlængelse; men det er et spørsmaal om
man ikke istedet burde benytte kontraktionen som maal, da denne for et og
samme materiale synes at holde sig mere konstant, mens forlængelsen varierer
endel, bl. a. med det sted paa staven hvor indsnøringen indtræder, hvilket
igjen avhænger av tilfældigheter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
