Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gjetergutten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ng) pe
Christen. Og dermed sendte han et brunt lyn
ut av sine frygtløse øine midt i synet paa guld-
tressemanden. Og stormet saa avsted. Næsten
ved et tilfælde fandt han veien ret ut i hallen,
der søilerne stod, og al rigdommen og pragten
var. Her løp han like imot den fine, sortklædte
herre med floshatten Direktøren.
«Hvor skal du hen?» spurte han.
Men Christen ropte for tredje gang. «Jeg
blaaser i hele greia!» og svinget haandkufferten,
saa den næsten trak ham med. Og ute av den
store, vidaapne dør var han i det samme, og saa
ikke mere, og hørte ikke mere, merket bare
pludselig at han fik luft, frisk, tidlig morgenluft.
Og da jodlet han gneldrende og høit «Juhuhuhui».
Det var endnu stille paa gaten, men de faa
mennesker som var der, blev staaende og se efter
ham og lo. Men der var rigtignok ogsaa en som
ærgret sig: «Det var nok en god fantegut.» — —
Men ret frem, langt, langt borte, høit over
sjøen med sin morgentaake, skimtedes der noget
hvitt, tindrende i rosenskjær, som om der brændte
lys bak slør og det kastet sit skin over sne —
langt, langt borte — det var — fjeldene!
Og han blaaste, Christeli, da han kom hjem!
Jeg hørte ham. Jeg vet ikke hvilken magt der
kan ha ligget i de gamles horntoner, naar Uri-
oksen kaldte til kamp og seier. Men — men —
jeg synes ikke det kan ha været mægtigere end
dette. Det brølte og det smaldt; det smettret og
det hujet; jeg følte at han som blaaste dette, ham
svulmet brystet paa. Ja, jeg sa til mig selv:
Bare det ikke springer!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
