Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 159 —
godt gjort av Dem at De holder ut hos Deres
slegtning,» sa han.
Verena gjennemstrømmedes åv en forunderlig
følelse. I hans ord, og endnu mere i den tone
hvori han uttalte dem, laa en oprigtig agtelse,
og hun visste at han var en som ikke ødslet med
ros. Men saa indeholdt ogsaa hans ros som en
fordring — at hun skulde vedbli at gjøre sin
pligt. Det forstod hun, uten at han sa det. Det
fremgik av hans væsen, som var det samme som
reformatorens. Modig og slet og ret, det var
deres væsen. Og intet forekom Verena saa værd
at danne sig efter, som dette enkle, likefremme.
Hun hadde vasket barnet, tok nu om de plag
som laa utbredt paa bordet og linnet det med et
par raske grep. «Jeg har ikke kunnet komme
bort endnu,» sa hun og saa presten frit ind i
ansigtet. Han nikket. Efter en pause sa han:
«Naar De kan, saa tal til Deres fætter og bed
ham holde sig mere hjemme. Jeg hører leie
historier om ham.»
Langsomt steg blodet Verena op i kinderne.
Hun skammet sig som aldrig før i sit liv; skam-
met sig — paa hans vegne.
«Jeg — ja jeg skal si ham det.»
Antistes tok sin hat. «Og — som sagt —
De maa bli,» sa han, idet han allerede stod og
skulde gaa.
Allikevel holdt Verena det for sin pligt endnu
samme aften at si fætter Wilhelm at han maatte
se sig om efter en anden i hendes sted.
Det var i den stue som nu var hendes og
barnets Det sov. Wilhelm var kommet for at
si godnat. Han skulde ut, og hadde allerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
