Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 161 —
«du er ikke den eneste. Ulykken sitter i mangt
et hus. Men behøver den derfor sitte i dit?»
Han visste ikke at si noget derimot. Noget i
ham selv gav hende ret, og dog ærgret han sig.
Han saa paa sit ur. «Jeg har ingen tid at spilde, »
sa han.
Hun følte hvorledes det slet og rev i ham efter
at komme løs, og hvorledes han likesom avfærdiget
det hun sa med et skuldertræk. Stille vendte hun
sig bort, og han gik. Bakefter grublet hun over
det som var skedd. Hun hadde ingen magt over
ham. Og det var ikke underlig. Hun var ikke
noget for ham. Fjerne slegtninger behøvte man
ikke at ta imot raad av. Atter sa hun til sig
selv, at hun blev ikke længer end høist nødvendig,
men allerede i næste øieblik, da barnet rørte sig
let i vognen, blev beslutningen svakere. «Saa —
saa — saa,» trøstet hun den lille. Løpe sin vei
gik nu heller ikke an. Å
Nei løpe sin vei kunde hun ikke, og nogen
anden kom der ikke i huset. Hun mindet fætteren
et par gange. Han mumlet noget, men gjorde
aldrig alvor av noget. Tiden gik. Barnet blev
døpt — evangelisk døpt. Fru Zerahn var kom-
met. Barnet skulde naturligvis vokse op i sin
mors bekjendelse, mente hun. Wilhelm viste den
gamle fasthet overfor hende. Antistes skal døpe
barnet. «Her er ikke snak om andet,» mente han.
Det var atter et av de øieblikke, da han følte sig
som mand. Verenas hjerte banket. Om han
altid vilde være saadan. Fyru Zerahn trak av.
Saa døpte da Antistes gutten med bedstefarens
navn: Balthasar. Verena og hendes bror stod
fadder. Wilhelm hadde villet det saa. Da hun
11 — Hverdagshelte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
