Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 163 —
reise. Men du store Gud, det var ikke let.
Barnet — hvem skulde opdrage barnet, og hvem
skulde ta haand om Wilhelm og alt hvad hans var.
Naar hun reiste — ja, da lot han det bære utfor
med altsammen, saa langt som han nu var kommet.
Allikevel kunde hun ikke indse at der var nogen
anden utvei.
Om aftenen, da Wilhelm tok hat og frakke
ned fra knaggen i bakeriet og beredte sig til at
gaa ut, bad hun ham bli, fordi hun maatte tale
med ham.
De var alene. Han satte et fortrædelig ansigt
op. «Hvad er det nu?» knurret han.
«De — snakker om os her i naboskapet,»
begyndte hun. «Min ære og mit gode navn kan
jeg ikke sætte paa spil. Nu faar du sørge for
at der kommer en anden i huset inden tre uker.
Længer kan jeg ikke bli. Ikke en dag længer!
Og nu er det sidste gang jeg siger det.»
«Bestandig det samme!» sa han barsk, og haa-
bet han skulde knipe sig -unda likesom før.
Verena brød sig ikke om det. «Du maa faa
en til barnet, og en til butiken,» sa hun.
Han 1o kort. «Var det ikke mer!» sa han.
«Tror du jeg ryster penger ut av ærmet?»
Der var noget sandt i dette. Han hadde virkelig
ikke raad til det. Verena blev sittende litt og
tie. Imidlertid løftet Wilhelm det ikke længer
unge ansigt og saa tankefuld og forskende paa
hende med sine dvaske øine. Engang strøk han
sig med haanden gjennem haaret, som begyndte
at tyndes.
«Der maa da findes en utvei,» begyndte Verena.
Idetsamme møtte hendes blik hans. «Ja, la os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
