Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verena Stadler - 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 169 —
netop hans fortjeneste. Verena mestret ham.
Naar hun i alle de aar hun hadde levet i hus
med ham, intet hadde formaad over ham, da var
det fordi hun selv ikke hadde følt nogen ret til
at byde over ham. Nu da hun stod ham nærmere,
tok hun al sin kraft og klokskap tilhjælp for at
lede den, som hittil hadde ravet frem over alle
slags sideveie. Og mens han, forbauset over
hendes stille beslutsomhbet, uvilkaarlig og likesom
bare halvvaaken fulgte der hun vilde, bragte hun
ham langsomt i ret gjænge igjen.
I den sidste tid var han slet ikke gaat ut,
med undtagelse av at han engang ukentlig over-
var øvelserne i turnforeningen. Og samtidig mer-
ket han neppe, at han var slaat ind paa et helt
nyt liv. Hun visste at lokke ham op i stuen om
aftenen og forstod at holde paa ham. Hun spilte
kort med ham, læste for ham, lærte ham at
beskjæftige sig med gutten og at glæde sig ved
ham. - Ofte holdt hun barnet længer oppe end
hun burde, kun for derved at holde paa faderen —
og hadde selv samvittighetsnag fordi det var galt
for den lille. Men hun opnaadde det hun vilde.
Wilhelm opgav sin rangel.
For en tid!
Et helt aar gik det godt; ialfald tilsyneladende.
En ting visste Verena allerede dengang; den hemme-
lige flaske kunde hun ikke faa fra ham. Hun
merket det atter og atter: den ulyksalige veninde
var skjult snart hist, snart her. I dette stykke
var han slu; likefrem opfindsom. Hver gang hun
gjorde ham forestillinger, var det som om han
gav hende ret, og hver gang lurte han hende.
Da erkjendte hun efterhaanden, at den sterke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
