Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Søskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 182 —
tinsten og stod midt paa den ene langvæg. Den
stod der bred og svær, som bonden staar i sin
egen stue. Fire mennesker kunde makelig sitte
og varme sig oppe paa dens polerte flate. Paa
forsiden var indhugget to navne og et aarstal:
Gerold Zopp.
Juliana Zopp.
1805.
Disse to navne pekte presten paa, da vi om
aftenen sat sammen ved den øverste ende av det
lange spisebord, og hængelampen var tændt. «Hos
vore bønder heroppe finder De ofte mandens og
konens navn saaledes indhugget i ovnen,» sa han.
«Men disse to var ikke mand og kone.
Ham har jeg aldrig truffet.
Han var død ti aar før jeg kom hitop til min
menighet — og nu har jeg været sjælesørger her
i tretti aar. Men Juliana levde endnu, og hun
var dengang 82 aar. Nede i dalen er der faa
paa seksti, som har saa megen kraft i behold som
Juliana hadde, da jeg lærte hende at kjende. Hun
var høivoksen, en mager, knoklet skikkelse. Naar
De klatrer op over vore fjelde, kan De se enslige
furuer fremme paa knauserne. Høie, avkvistede,
ranke, seige og selvstændige stiller de sig midt
imot veir og vind. Slikt et træ var Juliana.
Huden hadde samme farve som den veirbidte bark,
og den var haard og furet som barken. Som det
stivsindede træ aldrig vil bøie sig, saa heller ikke
hendes ryg. Haaret var rustgraat og fremdeles
tykt og sterkt. Hun gik da litet ut blandt folk,
besøkte bare fattige og syke. Ti var hun rik,
saa det var en gru, som man siger heroppe,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
