Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Søskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 190 —
har været i fjeldet før, ellers hadde jeg aldrig
fundet hitop.»
Juliana trykket sig ind til ham, grøsset og trak
det graa tørklæde tættere om sig. Det skalv om
hendes mund. «Hvordan tror du, de har baaret
sig mot far og mor?» spurte hun, og saa tok
graaten hende. Gerold hang med hodet. Noget
svar fandt han ikke. Han tok bare atter hendes
haand,. Og det gjorde dem begge godt. Den
halvvoksne gut hadde hittil ikke brydd sig noget
større om denne lille pike, som var kommet saa
længe efter ham. Nu i mørket og dødsstilheten,
her hvor de sat saa jammerlig alene paa det høie
nakne fjeld, her kom der en ganske anden følelse
op i ham. Hun maatte reddes. Søsteren maatte
ikke komme til noget. Hende maatte han bringe
hjem. Uvilkaarlig la han armen om hende, og
han husket paa, at der kunde de ikke bli. «Vi
maa gaa, til vi finder et sted, vi kan hvile,» sa
han. Og han reiste sig og fik Juliana med sig
og søkte efter en bedre plass. Den fandt de
under en fjeldvæg som sprang litt frem; der laa
marken bar, og hverken sne eller vind trængte
ind der.
«Her er det jo som i en stue,» sa barnet i det
samme hun satte sig, men saa tok sorgen hende
atter. «Jesus Maria — far og mor — hvor er
de?» hikstgraat hun. Gerold bet tænderne sam-
men. Han var saa nær paa graaten at han intet
kunde si. Men han trak søsteren ned til sig, saa
at hun kom til at sitte paa hans knæ. Med
ryggen støttet mot fjeldvæggen holdt han om hende
med begge armer, og hun la sig graatende ind
til ham. Saadan sat de længe og talte ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
