Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Synderbænken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Synderbænken.
«At du kan staa saan med hende,» sier Lisabet
Sturm til sin mand smeden.
«Gjør det dig noe?» svarer han barsk og haan-
lig og stiger fra den solvarme vei ind i den
kjølige, mørke smie, strækker ut den nakne arm,
som er graa og haard som staal, tar slæggen og
blir staaende og svinge den som en peudel —
muligens for at vise konen at hendes ord er som
luft for ham, muligens ogsaa for at skjule en
forlegenhet. Inde i smien staar de saa et øieblik
ganske tause — Josue, smeden, Lisabet hans kone,
som har fulgt ham ind, og saa Friedlieb, smed-
gutten, ved bælgen. Næsten like saa skarp og
varm som ilden nu blaffer op paa essen, idet Fried-
lieb trær bælgen, næsten like saa varm og skarp
bryter solen ind gjennem den aapne dør, kaster
sit skin over de tre mennesker som er der, og
belyser deres skikkelser, saa at de staar skarpt
mot rummets sotete vægger. Smeden mager og
senesterk med bløt, brunt haar som foran vokser
langt ned i panden, men er tilbakestrøket over
hele hodet, og med et tyndt, brunt skjæg som
passer godt i det magre, skarpskaarne ansigt, og
den blonde, høie ogsaa magre kone, og Friedlieb
med muskler som snører og et kantet, sortbrunt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
