Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvorledes Huber-Dres kom til ære - 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 247 —
fridde sig langsomt og klodset ut av trængselen,
og tok Martha ved haanden og gik igjen; og
skjønt han nok kunde villet snakke baade med
den ene og den anden, løp han nu tungvindt fra
deres ivrige taksigelser.
De blev staaende og se efter ham; de saa
hvorledes han snart holdt op at løpe og gik lang-
sommere, og det dæmret for en og anden — for
et misundelsesværdig menneske han var — en som
eiet den store fred — en — ja de hadde nok
ikke rigtig forstaat før. Dum — nei, dum var
han ikke, det forstod de nu.
Det varte længe før de kom til at glemme dette
billede: hvorledes han bragte dem den første hjælp
aftenen efter ulykkesdagen. De saa for sig an-
sigtet, saa forunderlig adlet av klokt alvor, den
tungvindte skikkelse, det hvite hode.
Billedet er endnu ikke utvisket, skjønt der er
gaat godt og vel to aar tiden branden, og lands-
byen staar der igjen, smukkere og rensligere end
den dengang var. Det var for uventet og for-
underlig, at den første lysstraale i deres mørke
skulde komme fra røkhullet til Dres. Det er som
om de ikke kan komme sig av sin forundring.
De tar hatten av for den gamle, naar de møter
ham paa veiene, og de gjør ikke mere nar av
ham. Han er kommet til ære.
Men det utviskes nok snart, dette billede —
vær ganske rolig! OQvermenneskelig taknemme-
lige er Wiggenerne ikke. Men det kan jo hænde
at Dres da ikke længer er iblandt dem; det kan
jo hænde at de om ikke saa lang tid maa lægge
sin graver tilhvile blandt de begravede. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
