Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ubevægelige Skikkelse i Lænestolen i sin voldsomme
men dæmpede Mumlen.
»Vi var paa Vej til Atjeh, hvor der var Krig;
men Fartøjet løb paa en Sandbanke, og vi blev
nødte til at lande ved Delli. Vi havde tjent lidt
Penge og havde købt en Bøsse af nogle Handels-
mænd fra Selangore; kun een Bøsse, og den blev
affyret med Gnisten fra en Sten; Matara bar den.
Vi gik i Land. Mange hvide Mænd boede dér og
plantede Tobak paa erobrede Sletter, og Matara
. . . . Men ligemeget. Han saa ham! . . . . Hol-
lænderen! . . . . Endelig! . . . . Vi krøb sammen
og holdt Vagt. To Nætter og en Dag holdt vi
Vagt. Han havde et Hus — et stort Hus, der stod
paa et ryddet Stykke Land midt iblandt hans Mar-
ker; Blomster og Buske groede rundt om det; der
var smalle Stier med gul Jord mellem det klippede
Græs, og tykke Hække til at holde Folk ude. Den
tredie Nat kom vi væbnede og lagde os bag en
Hæk.
Der faldt en svær Dug, og det var, som om
den gennemblødte vort Kød og gjorde selve vore
Indvolde kolde. Græsset, Kvistene, Bladene var
dækkede med Vanddraaber og saa graa ud i Maane-
skinnet. Matara laa sammenrullet i Græsset og gøs
i Søvne. Tænderne klaprede i min Mund saa højt,
at jeg var bange for, at Støjen skulde vække hele
Egnen. Langt borte hørte jeg Vægterne i de hvide
Mænds Huse slaa Træklappere mod hinanden og
huje i Mørket. Og, ligesom hver Nat, saa jeg hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
